En slægts krogede vej gennem 500 år
Det var en stormfuld vinterdag i det herrens år 1500, at Kong
Hans drog på et imperialistisk felttog til Ditmarsken og
indkasserede et velfortjent nederlag.
Han døde dog ikke ved den lejlighed, og først 13 år efter,
da Bølling Herred havde kongebesøg, mødte Kong Hans sin skæbne
på grund af en forkølelse, pådraget efter et bad i Skjernåens
vande. På samme tid boede der i Opsund en mand der hed Graus
Bendtsen. Det er vel rimeligt at tro, at denne mand har haft sin
bopæl ved vandløbet, som løber gennem Opsund.
Graus Bendtsen er en sandsynlig forfader til den Bendt
Andersen, som i 1630 blev født i Søndergaard i Sædding, og fra
da af er Bendtsens slægtsveje klarlagt.
Bendt Andersen blev gift, med Margrethe Pedersdatter og de
havde Søndergaard i Sædding samtidig med at filosoffen Søren
Kierkegaars tipoldefar, Jens Andersen, fra Videbæk drev landbrug
på Astrupgaard i Faster sogn. Bendt Andersens datter E1se; født
1678, blev 8 juni 1704 viet til Lars Jensen fra Klap Mølle i
Velling.
Dette par fik en søn, som hed Bendt Larsen, og som 2O - årig
tog han bopæl i Ejstrup. På den tid omkring 1730 var der en
tilfredsstillende ulvebestand i Ejstrup, og Bendt Larsen udviklede
sig til en dygtig ulve fænger. Mangen ulv måtte med fra
ulvegravene i Ejstrupdalen og til herredstinget på Skræbsgaard I
Hanning. Når ulven var blevet hængt i galgen på behørig vis,
blev fangstdusøren udbetalt.
Bendt Larsen havde tre børn, Lars Bendtsen, som blev gårdmand
i Sødergaard i Sædding Margrethe, som blev gift med Hans Madsen
fra Storgaard og fik bopæl på Kirkegaard i Faster, og Else, som
blev gift med Svend Nielsen i Aanum. Det var deres søn, Bendt
Svendsen, som i 1813 blev gift i vistnok Gl. Sogn kirke med
jomfruen Johanne Mortensdatter, hvis mor ved en brand i Storgaard
1778 på et hængende hår var blevet flammernes bytte.
Her skal I det følgende berettes, hvordan Herborg på en
råkold oktoberdag blev begivenhedernes centrum..
Den røde hane galede i Herborg. Som navnet antyder var
Storgaard den størstegård i Herborg på den tid. På det
tidspunkt var gården beboet af to familier. I den ene halvdel
boede Chr. Mikkelsen, I den anden - og bedste - boede Mads
Andersen sammen med hustruen Kirsten og sønnen Hans Madsen og
datteren Mariane.
De Ievede deres nøjsomme liv i Herborg og i stille resignation
over de vilkår, som datidens Schlutterer i København bød dem.
Men i 1778 vederfaredes der dem en stor ulykke.
Det var 19. oktober, endda en mandag morgen, da der pludselig
udbrød brand hos Chr. Mikkelsen, og da længerne var
sammenbyggede, varede det kun få minutter, før hele gården stod
i flammer, også Mads Andersens bolig. Gårdens beboere måtte
skyndsomst forlade huset, og næsten uden tøj på kroppen stod de
i behørig afstand fra gården og stirrede fortabte på det
knitrende bål.
Da opdagede de pludselig, at Mariane ikke var I blandt dem.
Hendes forældre nærede en velbegrundet angst for hendes skæbne,
men det viste sig, at hun ved strålende konduite havde reddet
livet. Hun havde indset det umulige i at slippe ud af den
brændende bygning og havde resolut søgt tilflugt i den store
bageovn, hvor hun havde lukket lågen bag sig.
Mens ilden buldrede udenfor lå hun lunt og velbevaret her, og
da branden var døet ud, kunne hun uskadt sparke lågen op, og
sådan tren hun til alles forundring ud på gårdspladsen. Det har
givet været et pragtfuldt skue, da hun stod i sit tynde lin,
tilsodet som en skorstensfejer. Og det var lykkelige forældre,
som kunne tage imod den datter, som de havde frygtet var blevet
flammernes bytte.
Ved det efterfølgende brandforhør deltog Jørgen Larsen,
Birkmose, og Lars Sørensen, Tulsgaard, men brandårsagen blev
ikke klarlagt. Der skumledes dog om at det var Chr. Mikkelsen, som
på grund at naboens bedre bolig havde antændt branden.
Bygningerne blev
genopført, og i 1780 købte pastor Hans Steensberg i Vorgod
den store gaard af Lundenæs, og Mads Larsen fik fornyet sin
fæstekontrakt hos pastoren. På den tid kom en ung mand, Morten
Søe agende fra Holmsland til Herborg efter et læs lyng. Her traf
han den nu 25- årige Mariane Madsdatter af Storgaard, og han
kunne nok se, at hun var en vakker pige. Mariane fattede også
sympati for ham, og de blev formælet i Vorgod kirke og flyttede
til Holmsland. Her fødte Mariane i 1792 en pige, der kom til at
hedde Johanne Mortensdatter. Hun blev i 1813 gift med Bendt
Svendsen fra Aanum. Mariane Madsdatter døde i 1855 næsten 100 ar
gammel.
Soldat under napoleonskrigen
Bendt Svendsen blev født i Aanum 1779, og hans forfædre havde
deres rod i Ildsgaard ved Sunds Bendt Svendsen var i en halv snes
år soldat i det holstenske nær Elmshorn. På daværende
tidspunkt, var tåbernes he1t; Knud Damgaard, en ukendt person,
så det danske forsvar var placeret i en fremskudt position. Men
endelig var krigen forbi for Bendt Svendsen, og han kunne vende
hjem til sin Johanne og kort, efter ringede bryllupsklokkerne i
G1. Sogn kirke.
De købte Faster Kirkegaard, som havde et areal på 90 tønder
land, og her levede de i en årrække. De fik otte børn i tiden
1814-1838, og de fik alle et langt liv og var på smukkeste vis
med til at præge den vestjyske bondes anseelse. De havde talent
for sang og musik, og i 100 år skiftedes medlemmer af, Bendtsen
s1ægten til at være kirkesangere i Faster og Bølling kirker.
Ved en sammenkomst i 1898 blev de otte søskende fotograferet, og
dette billede findes i Faster Sognearkiv. Disse børn født i
Faster Kirkegaard blev i daglig tale kaldt Kirk.
Den første i flokken døde 1899 og i 1916 gik den sidste bort.
Disse otte børn skal her kort omtales. Kromanden i Brejning
Den ældste hed Svend og fik bopæl i Brejning. Han var i tiden
fra omkring 1840 til 1880 kromand i Ravnsbjerg i Brejning sogn og
derefter landmand i Ølstrup indtil sin død i 1902. Den
stabilitet, som var kendetegnende for kroholdet i Svend Bendtsens
tid har ikke været fremherskende i dette Århundrede, og selv
initiativet fra "de tolv breiningensiske apostle" blev
en behersket succes. Da Bendt Bendtsen flyttede fra kroen udtalte
han.; ved afskeden, at han igennem de mange år ikke havde drukket
spiritus, så han har været en ædruelig mand Som et kuriosum kan
det nævnes, at Videbæk byråd gennem en Årrække har været
beriget med et ambitiøst medlem, valgt i Nr. Vium-kredsen, som er
oldebarn af Svend Bendtsen - og næsten lige så ædruelig som
han. Margrethe Bendtsen blev gift med Knud Jensen i Tulsgaard i
Herborg, ikke fjernt fra det sted, hvor hendes mormor nær var
brændt inde. Navnet Margrethe har været i slægten i næsten 350
år.
Hans Bendtsen, født 1819, blev gårdmand i Klokmose, hvor
Lykke birkmose senere fik sit virke. Han var i 1864 på kant med
den tyske besættelsesmagt og måtte løbe fra Klokmose til
Holstebro under tysk kommando. Han nåde dog aldrig at få den
gule fører trøje for sin præstation. Morten Bendtsen blev
gårdejer i Sudergaard i Bølling og gift med Kirsten fra Klokmose.
Hun var en poetisk natur, angiveligt på grund af s1ægtsskab med
Søren Kierkegaard.
Mariane Bendtsen blev gift med Niels Pedersen Søndergaard i
Faster, og blandt deres efterkommere er trangen til sang og musik
nedarvet ved Niels Pedersen. Han var med i slaget ved Fredericia
6. juli 1849.
Else Bendtsen blev gift med Peder Jensen i Knorborg i Faster.
Mads Bendtsen blev gift med Dina Madsen fra ravnsbjerg i
Brejning Han var nævnt op efter oldefaderen i Herborg, Mads
Andersen. Han blev ejer af sit fødehjem, Kirkegaard.
Den sidste af flokken - og vel nok den første grundtvigianer i
Faster hed Niels Bendtsen. Han fik sin læreruddannelse i
København, og her færdedes han i samme kredse som datiden
åndskæmpe, N. F. S. Grundtvig. Han var gennem en lang årrække
1ærer og kirkesanger i Bølling.
På Kirkegaard, hos Svend Bendtsen, kom mange af sognets folk.
Således også en dag i slutningen af juli 1850. Da kom en ældre
kone, som g1ædesstrålende kunne fortælle, at der havde stået
et stort slag. som danskerne havde vundet. Det var det blodige
slag på Isted Hede, 25. juli, hun omtalte og samtidig gav hun
udtryk for sit nationale sindelag i en noget anden sammenhæng end
den, der udvises, når et danske fodboldhold har vundet over et
ditto fra en sydamerikansk røver republik. I 1849 var Faster besat
af de tyske soldater, og deres opførsel lod noget tilbage at
ønske, men efter at veteranen fra napoleonskrigene, Bendt
Svendsen havde haft en samtale under fire øjne med deres major
blev forholdene bedre, tabet af Sønderjylland i 1864 har nok
været svært at kapere for Bendt Svendsen. Søskendeflokken var
sidste gang fuldtallig i 1898, og kort tid efter døde Mads
Kirkegaard Bendtsen, han som havde fødegarden. I 1916 døde den
sidste af flokken, men slægten lever videre.
Det er med .velberåd hu, at en af disse har valgt sit domicil
i Herborg i nærheden af det sted, hvor tip tip tip oldefaderen
Mads Andersen havde sit virke. Denne Vestkystens førende reporter
i Herborg er desuden garant for, at ingen i Herborg og omliggende
sogne behøver at være langhårede.
Af Hans Brandgaard Jensen
|