Historiske Oplysninger.

Fastergaard før 1725.

De ældste historiske efterretninger, man har om Fastergaard, stammer fra 1552, da Gården var Genstand for en Retstrætte der i dette Aar blev afgjort ved Herredagen i Viborg. Det op1yses her, at Fastergaard 1534 bortforpagtedes af Niels Mikkelsen og hans Fæstemø Kirsten Lauridsdatter, til "vor Mand og Tjener" - d. v. s. Adelsmand - Markvard Eriksen, som endnu i 1552 beboede Gaarden.

Der er al Grund til at antage, at den F'astergaard, der her er omtalt, var ganske den samme i henseende til Størrelse og Jordtilliggende sorn den, vi kender fra nycre Tid, indtil den i Aaret 1843 blev delt; det vil sige en Gaard paa omtrent 350 Tdr. land. Forud for den Tid, da Fastergaard fik denne Størrelse som den altsaa rimeligvis havdc gennem et Tidsrum af mindst 300 Aar - har der dog sikkert været en Tid, da det samme jordomraade ikke var samlet til en Gaard, men var delt i flere mindre Gårde. Som Vidnesbyrd herom kan det nævnes at der to eller tre Steder i de Strækninger, som i Midten og endnu henimod Slutningen af det 19de Aarhundrede henlaa udyrkede og i Iyngbevokset Tilstand, fandtes nogle voldformige Ruiner af Gaarde, som I fordums Tid havde ligget her. Ved en af disse Ruiner kunde man paavise Brøndens Plads. Ligeledes vidnede Lynghedcn selv, gennemstribet som den var af Agerfurer, om, at den ikke fra Arilds Tid havde henligget i udyrket Tilstand. Det kan næppe være tvivlsomt, at vi her har et blandt de mange Eksempler fra vort Lands Historie paa, at Gaarde blev "øde". Grundene hertil var forskellige: Krig, Hungersnød og andre Ulykker, som Landet maatte gennemgaa. Bandt de frygteligste af disse var Pesten, "den sorte død", som 1349 hærgede Danmark. I skarevis lagde den Befolkningen i Graven; mange Egne blev næsten ganske affolkede, og en stor Mængde dyrket Jord blev øde og sprang i Lyng. Saaledes er det muligt, at det ogsaa paa den Tid er gaaet med de Gaarde, hvis Levninger af Bygninger og dyrkede Marker kendes fra Fastergaards Hede.

I 1534 var disse Ejendommes Jorder imidlertid bleven samlede til en eneste Gaard, Fastergaard. Den ejedes, som sagt, af "Niels Mikkelsen i Birch", der havde faaet den med sin Fæstermø Kirsten Lauridsdatter. De borlforpagtede eller bortfæstede den paa Livstid til Markvard Eriksen, der dengang ikke har været nogen helt. ung Mand, thi han nævnes allerede 1512. Som det før bIev nævnt, var han adelig; at han ogsaa har ønsket at staa sig godt med dem, der da stod for Styret i Landet, kan vi Se deraf; at han den 28. November 1542 fik Brev paa, at han maatte nyde sit Gods i Bølling Herred lige saa frit og for samme Landgilde som før Fejden, da han havde bevist, at han ikke i sidste Fejde havde været i Ledtog med de oprørske Bønder.

Det var i Grevefejdens Tid, hvor Bønderne i 49 Herreder i Jylland rejste sig mod Kongen under Skipper Klement. Da Christian den Tredie havde overvundet dem, bIev de dømte til at have forbrudt Hals og Gods, men bagefter "benaadede" paa kostbare Vilkaar. Men Kongens "Mand og Tjener" paa Fastergaard hørte altsaa ikke til Oprørerne.

Han har derimod ikke staaet sig saa godt med sit eget Herskab, den u-adelige Niels Mikkelsen. Da dennes Hustru døde, skiftede han med sine Børn. Fastergaard tilfaldt derved en Datter og hendes Mand Søren Jørgensen Skovgaard i Svendlund. Denne Søren Skovgaard vilde nu selv overtage Fastergaard, og da Markvard Eriksen ikke vilde give Afkald paa den, stævnede Søren Skovgaard ham i Marts 1552 "for samme Gaard, som han, efter hans Formening med Urette, forholder ham, at møde i Viiborg, naar Kongen kommer did". Sagen kom for Herredagen i Viborg samme Aar. Her fremhævede Markvard Eriksen, at han var "forlenet" med Gaarden paa Livstid; desuden paastod han, at Niels Mikkelsen for "Hads Skyid" havde ladet Søren Sltovgaard arve Gaarden for ad. den Vej at faa Markvard Eriksen bort, men at han havde andet. Gods, som han kunde have givet sin Datter i Stedet for Fastergaard.

Dommen, der faldt den 5. Maj, gav Markvard Eriksen Medhold, og han blev saaledes boende paa Gaarden.

I 1579 finder vi atter Fastergaard omtalt; den var dengang en "jordegen Bondegaard" d.v.s. en Selvejergaard, hvis saakaldte "Her1ighed" ejedes af Kronen. Denne "Rettighed" i Fastergaard, Herlighedsretten, mageskiftede Kronen i sit Skøde af 16. Juli 1579 til Iver Lunge til Tirsbæk og hans Hustru Karen Bryske (de ejede samfidig Slumstrup i Sædding) "med Ret for Køberen til at tilforhandle sig Ejendomsretten". I Bytte med Kronens Rettighed i Fastergaard og flere Gaarde afstod Iver Lunge bl. a. en Gaard i Sunds, Ildtzhorn ( d.v.s. Ildskov ) kaldet, der hørte til hans og hans Hustrus Arvegods.

Mageskiftet traadte dog ikke I Kraft straks; I 1564 havde Rigsraad Niels Lange til Kjærgaard ved Bramminge faaet Lundenæs I Pant af Kronen. Han døde 1565, men hans Enke, Fru Abel Skeel, beholdt i sin Enkestand bl.a. Lundenæs. Samme Dag, som Mageskiftet fandt Sted, udstedtes derfor tilige Brev om, "at Mageskiftet først skulde træde i Kraft efter Fru Abel Skeels Død, da hun havde Livsbrev paa alt det Gods i Lundenæs Lehn, som Kongen afstod". Hun døde 1585. Da først traadte Mageskiftet i Kraft.

Hvor længe efter den Tid Fastergaard vedblev at være jordegen Bondegaard, er der intet Oplyst om. Den "Rettighed" i Fastergaard, som Kronen 1579 overdrog til Iver Lunge, betegnede vel ingen Ejendomsret til selve Gaarden, men kun "Herlighedsretten". Denne Ret, der bl.a. kunde omfatte Jagtret paa Selvejergaarden, Skifteret, Ret til en Afgift ved Ejerskifte, Ret til Gæsteri, Ægt m.m., havde Kongen allerede fra Middelalderen kunnet overdrage til sin Foged eller Lensmand, som derved kom til at staa i et overordnet Forhold, ikke alene til Kronens Fæstere, men ogsaa til Selvejerbønderne. Derimod var det først i det 16. Aarhundrede, at Kronen ved sine mange Mageskifter med Adelen ogsaa bortbyttede Selvejergods, d.v.s. Kronens Rettigheder overfor dette, men saaledes, at Adelsmanden fik Ret til "aldeles frit og uhindret at købe og tilforhandle sig" Selvejergaardene, Den Ret, som Herremændene saaledes fik ved disse Mageskifter, blev i Almindelighed flittig benyttet. Selvejerne gik i Løbet af det 16. og 17. Aarhundrede i stort Antal over til at blive Fæstere, enten med det gode eller ved Tvangsmidler, sorn Herremanden besad i rigt Maal overfor de Selvejere, hvis Herlighedsret han havde handlet sig til.

De Oplysninger, der fra det følgende Hundredaar foreligger om Fastergaard, er meget spredte. I 1638 skrev en adelig Dame, Jomfru Margrethe Sandberg, sig "til Fastergaard". Hendes Fader, Ulrich Sandberg til Kvelstrup, havde været Lensmand paa Lundenæs fra 1603 til 1636, da han døde i Viborg. Han havde 21 Børn, saa hver enkelt kunde næppe faa nogen stor Mængde Jordegods i Eje. Margrethe Sandberg "takseredes" dog til 113 Tdr. Hartkorn, hvoraf Fastergaard udgjorde de 24. En Søster til hende, Jomfru Elsebe Sandberg, blev 14 Aar senere Ejer af Slumstrup, som hun 1652 købte af Henrik Bille, en Svigersøn af Iver Lunges Svigersøn Ejler Bryske. Om de to Søstre boede paa disse Gaarde, er dog ikke sikkert, i hvert Fald boede de der ikke ved deres Død. Jomfru Margrethe Sandberg døde 1647 i Viborg og blev begravet i Sindal Kirke i Vendsyssel. Efter hendes Død gik Fastergaard over til hendes yngste Søsters Mand Sivert Brockenhuus til Sebber Kloster ved Nibe, der atter 1660 skødede den til Erik Krag til Bramminge.

Ved Matrikelsforandringen 1688 tilhørte Fasterganrd den betydelige Jordegodsejer Christen Linde til Volstrup i Hjerm. Den var da beboet af en enkelt Fæster, Christen Sørensen. To Aar senere, nemlig i 1690, mageskiftede Christen Linde Fastergaard tilligemed en Del andet Jordegods til Kronen imod en stor Del "øde" Jordegods. Den beboedes da af to Fæstere "Peder Olesen og Kirsten Justis". Den Landgilde, som aarlig skulde svares at Gaarden, var: 6 Tdr. Rug, 1 Td. Smør, 2 Svin, 2 Staldøxne, 2 Skovvogne, 2 Gæs, 2 Lam, 4 Høns, 4 Skpr. Kongstød Havre, 2 Snese æg, 2 Rdl. og 24 Skpr. Havre Gæsteri.

Det Hartkorn, som denne Landgilde efter Frederik den Tredies Matrikel svarede til, var 24 Tdr. 2 Skpr. 1 Fjk. 1/5 Alb. Dette Hartkorn fremkom ved en simpel Reregning af Gaardens Landgilde, idet alle Gaardens Ydelser omsattes i Værdi, svarende til haardt Korn .d.v.s. Rug og Byg.  Ved Christian den Femtes ny Matrikel af 1688 afløstes denne 

Hartkornsansætte1se af en Ansættelse efter Jordens Areal og Bonitet. Landgildematriklen afløstes af en Landmaalingsmatrikel. De allerfleste Jordbrug fik ved den ny Matrikels Indførelse et betydeligt Afslag i Hartkornet, der dog for de enkelte Jordbrugs Vedkommende var meget varierende. Gennemsnitlig blev det ny Hartkorn omtrent to Trediedele af det gamle. For Fasfergaards Vedkommende var dette netop Tilfældet. Dens ny Hartkorn blev ansat til 16 Tdr. 7 Skpr.

Vi maa nu gaa nogle Aar frem i Tiden, før vi atter faar noget at vide om Fastergaard, og kan for første Gang ty til Faster Sogns Kirkebog som Kilde for Oplysninger. Denne fortæller Os under 28. November 1703, at "Søren Klockmoes" blev "trolovet til Else Amme paa Fastergaard". Den 27. December samme Aar "kopuleredes Søren Sørensen af Klockmoes til Knuds Amme Else Christensdatter". Det er imidlertid hverken Søren Klockmoes eller Else, vor Interesse i denne Forbindelse særlig er knyttet til, men derimod til Knud, hvis Amme Else havde været. Denne Knud træffer vi nemlig noget længere fremme i Kirkebogen, da det under 11. September 1719 meddeles at "Knud Jacob Knutzøns Søn paa Fastergaard" var Fadder til Lieutenant Christian Højers Datter i Borris.

For at faa nogen nøjere Oplysning om denne Jakob Knudsen, der 1719 boede paa Fastergaard, og som altsaa sikkert ogsaa beboede den i 1703, maa vi ty andensteds hen. Der kan nemlig næppe være Tvivl om, at det var den samme Jakob Knudsen, der 1690 blev Foged i Lønborg Birk og 1700 tillige Foged i Nørre- og Øster-Horne Herred. Denne Herredsfoged solgte 1702 sin Halvpart af den daværende Østergaard i Lyne Sogn, men blev senere Ejer af hele denne Hovedgaard og døde der 1729. (Han blev begravet den 2. Maj, men Alderen er ikke anført i Kirkebogen).

Han havde ogsaa ejet en Part i Skrumsager Hovedgaard indtil 1708. Utvivlsomt var det den samme Jakob Knudsen, som i Aarene 1692-94 fik tre Døtre døbte i S. Vium Sogn; i 1702 boede han imidlertid i Tarm Bisgaard. Han var to Gange gift, først med en Præstedatter fra Lønborg ved Navn Magdalene Marie Sørensdatter Borman; hans anden Hustru, der hed Birgitte Katrine, overlevede ham til 1750.

Sønnen Knud, der i 1703 var vokset fra sin Amme - eller maaske Goldamme - og som 1719 optraadte i Egenskab af Fadder i Borris Kirke, blev 1724 Herredsfoged (rimeligvis dog først som Medhjælper for Faderen) i de ovennævnte to Herreder. I 1730 blev han i Skjern viet til Johanne Kirstine Rasch, en Datter at den daværende Forvalter ved Lundenæs Daniel Philip Rasch. - En anden Søn af Jakob Knudsen var maaske "Anders Jacobsen paa Fastergaard", der den 22. Oktober 1713 nævnes i Faster Kirkebog som Fadder.

Fra de Aar, mellem 1703 og 1719, da Herredsfoged Jakob Knudsen kan antages at have beboet Fastergaard, omtaler Kirkebogen adskillige Gange Tjenestefolk fra Gaarden. Blandt disse er der imidlertid ikke Grund til at fremhæve nogen; kun skal del anføres, at to af dem benævnes som "Avlskarl paa Fastergaard" nemlig i 1714 og 1717. Foruden Ammen fra 1703 staar nemlig disse to Avlskarle som et sikkert Bevis for, at Fastergaard paa den Tid ikke kan have været en ganske almindelig Fæstebondegaard; paa en saadan holdt man ikke Avlskarl. Det har utvivisomt været fornemmere Folk, der besad den - saaledes som det ogsaa ovenfor er vist - Folk, som man med den Tids Sprogbrug plejede at kalde Monseigneur eller Seigneur.

Nogen lang Tid efter 1719 blev Jakob Knudsen imidlerlid ikke boende paa Fastergaard, thi 1721 og 1723 træffer vi her "ve1ædle Hr. Forvalter Seigneur Rasch", hvis Datter 1730 blev gift med Jakob Knudsens Søn, Knud Jakobsen. Daniel Philip Rasch, der var født Ca. 1677, var allerede 1710 Forvalter paa Lundenæs. 1 1711 nævnes han tillige som Regimentsskriver. Han havde lidligere boet i Varde, hvor en Søn, Lambert, var født 1708. Derefter er han kommen til Lundenæs og boede i Skjern indtil 1720 (eller 1721), da han flyltede til Fastergaard, hvor han dog kun blev boende 3-5 Aar. Nogle Aar forinden (1718) havde han købt Faster Kirke med Korn- og Kvægtiende af Stefan Nielsen til Endrupholm.  I den Tid Forvalter Rasch ved Lundenæs boede paa Fastergaard, har denne rimeligvis været ham overladt som "Embedsbolig". Forvalteren har muligvis haft Indtægten af Fastergaard som 

Lønning, ligesom mangen Herredsfogeds eneste Løn bestod i, at en af Kronens Gaarde var ham overladt til Brug. Der har da næppe i den Tid været svaret Landgilde af Gaarden, hvorvel den var at betragte som en Fæstegaard.

Da Daniel Philip Rasch i Tiden mellem 1723 og 1725 atter forlod Fastergaard, flyttede han tilbage til Skjern (Lundenæs), hvor han forblev til sin Død 1735. Hans Søn Lambert Rasch som vi senere faar Lejlighed til at nævne - flyttede 1737 fra Lundenæs til Holmgaard i Lem, hvor han giftede sig. Han blev begravet i Borris Kirke 1754.

Medens Fastergaard altsaa 1723 var beboet af Ridefogden ved Lundenæs, behøver vi kun at gaa to Aar Iængere frem i Tiden for første Gang at træffe den Familie paa Fastergaard, hvis Efterkommere nærværende Bog henvender sig til og giver Oplysning om.

Vi har nu fulgt Gaardens Historie saa langt tilbage i Tiden, som Kilderne tillod. Vi har set, at der forud for de historiske Efterretninger om den var flere mindre Gaarde, men at disse i det 16. Aarhundrede var samlede til en Selvejergaard, hvis Herlighedsret tilhørte Kronen. Den kom derefter i Adelens Besiddelse og hørte i det meste af det følgende Hundredaar med iblandt den store Mængde Bøndergods, som den mægtige Adel besad, ofte i vidt adskilte Egne af Landet. Efter at have tilhørt mange Ejere af forskellige Adelsslægter kom den i Slutningen af det 17. Aarhnndrede atter i Kronens Eje. En Menneskealder senere finder vi, at den hører ind under den nærliggende Hovedgaard Lundenæs. - Fastergaards Beboere i disse to Hundrede Aar har vi kun glimtvis stiftet Bekendtskab med, fra "vor Mand og Tjener" Markvard Eriksen til Ridefogden paa Lundenæs, "velædle Hr. Forvalter" Rasch. I det Spand af Tid, der ligger imellem disse to, har Fastergaard rimeligvis haft Beboere af meget forskellig Stand og Kaar. I de næsten to Hundrede Aar, der er forløbne siden da, har Gaardens Beboere derimod tilhørt en og samme Slægt.

SLÆGTEN FRA FASTERGAARD
af
V Bendtsen
og
V Milthers

OP